Så er det næsten på dagen 2 år siden, jeg for alvor startede op som selvstændig behandler. Mit lærerjob sagt op, intet sikkerhedsnet, kun en drøm om at få min egen forretning op at stå og samtidig kunne hjælpe en masse mennesker med deres kropslige udfordringer.

Og det har været to fantastiske år med masser af hårdt arbejde, gode erfaringer og rigtig mange glade klienter.

Men ikke mindst har det været to år, hvor jeg ikke – som tidligere – har tænkt på om jeg mon lavede det rigtige. To år hvor jeg ikke har haft følelsen af at ”det er da okay”, men til gengæld har haft følelsen af mening med mit arbejde og glæde ved at kunne hjælpe andre mennesker.

I mit daglige arbejde støder jeg ofte på mennesker, der lige som det jeg selv oplevede, har en følelse af at ”det kunne godt være en del bedre”. Arbejdet, det sociale, livet generelt. Måske fordi jeg selv har været igennem processen, er det en af de problemstillinger, som jeg holder allermest af at hjælpe mennesker med, og jeg har efterhånden haft det privilegium at følge en hel del mennesker, der har fundet modet til at ændre deres livsbane, i stedet for blot at følge med den strøm de glider med.

Resultatet er altid glæde, frihedsfølelse, mere selvværd og bedre udstråling.

Der kommer liv hvor der før var stilstand.

Og som en ret væsentlig bonus, så fungerer deres kroppe bedre og har langt færre gener og skavanker.

Der er selvfølgelig altid risici ved at ændre spor. Ofte skal man sige farvel til noget kendt og trygt for at kaste sig ud i noget ukendt. Økonomien er ofte en stopklods, og det er da bestemt også noget man skal tage seriøst.

Men prøv engang at tænke på hvad det værste der kan ske er… For mig var det, at 1½ års total fiasko ville føre til at vi enten måtte finde noget mindre at bo i eller at jeg skulle finde et lærerjob igen.

Og ja, ingen af delene ville da være sjovt, men oddsene for at havne der var ret små, og i det store perspektiv er det en lille risiko at tage for at forfølge en drøm om mening, glæde og frihed. Prisen for mig endte med at være en periode, hvor jeg ikke havde råd til rejser og luksus – og nej, det var ikke slemt! Hvad er det værste der kunne ske for dig?

En anden stopklods er ikke at vide, hvad der er den rigtige vej. En del mennesker kan fornemme, at de ikke er på den rigtige vej, men deres søgen efter noget mere meningsskabende har indtil nu været forgæves.

Jeg kan kun opfordre til at blive ved med at være nysgerrig. Snak med mennesker, der har fundet vejen, besøg en coach eller kom til Body SDS behandling og få lov til at mærke i din krop, hvad der føles rigtigt og forkert.

En generel betragtning i denne forbindelse er, at vores arbejde kommer længere og længere væk fra vores eget betydende centrum. Tidligere gik man ud på sin egen mark for at skaffe mad til sin familie, eller oplærte sine egne børn i sit håndværk. Alt hvad man gjorde var til umiddelbar gavn for det betydende centrum: familien og én selv. Det gav rigtig god mening.

For mange mennesker i dag er den opgave de udfører så fjernt fra de ting, der reelt betyder noget, at meningen ryger. Dermed bliver pengene mellemled og drivkraften til at udføre arbejdet. Penge er dejlige at have og rummer en masse energi – men de bliver aldrig vejen til glæde og mening i det daglige liv.

Min opfordring er hermed at lede efter det giver dig mening. Og når du finder det, så tag springet – det er i hvert fald det bedste jeg nogensinde har gjort.