Morten Elsøe skriver i Berlingske Tidende den 5. december 2020 en knusende kritik af antiinflammatorisk kost. Den kritik er i sig selv en debat værdig. Men han stopper ikke der. Artiklen beskriver det som en ”kulturkamp i mange afskygninger, ikke blot på kostområdet” . Han taler her direkte ind i mit felt, så jeg synes, der er behov for at debattere nogle af disse markante synspunkter, så de ikke får lov at stå alene.

”Kampen handler for mig og alle andre, der kæmper for mere videnskabelig tænkning, mindre om retten til sandheden og mere af beskyttelse af forbrugeren mod ulovlig markedsføring, svindel og kvaksalveri, der flytter fokus fra virksomme indsatser og hen på behandlinger, der for nogle skaber illusionen om bedring for en stund, men rent faktisk intet gør”, siger Morten Elsøe.

Alle der har lyttet til Morten Elsøe og hans Podcast ”Detox din hjerne” ved, at han er kraftigt drevet af videnskabelig evidens, grundighed og ordentlighed. Det evidensbaserede er et nøgleord i alt hvad Morten Elsøe laver, og i dette verdensbillede er der tilsyneladende ikke plads til hele det komplementære/alternative behandlerfelt.

Det giver sig selv, at jeg er meget uenig i, at det komplementære behandlerfelt er fyldt med kvaksalvere, svindel og uvirksomme indsatser. Derimod oplever jeg fra nærmeste hold, at det er fyldt med mennesker, der ønsker at gøre en forskel for ægte levende mennesker. Mennesker der, for manges vedkommende, ikke har fundet, den hjælp de har brug for, gennem det offentlige sundhedssystem, der jo ellers er totalt gennemsyret af evidens.

For mig at se er den evidensbaserede forskning uundværlig, men den har et par blinde vinkler, som jeg synes er vigtige at åbne op for, for at nuancere debatten. Det vil jeg forsøge at gøre rede for her:

 

At lave evidensbaseret forskning kræver at man undersøger en stor gruppe af mennesker ved at give dem en ensartet behandling, og så sammenligne dem med en anden lignende kontrolgruppe, der modtager en anden behandling. Ud fra den statistik der fremkommer, kan man sætte tal på effekten og på sandsynligheden for effekten af den givne behandling.

Dette kan ikke gøres – eller er som minimum meget komplekst at gøre – inden for det komplementære behandlerfelt, da mennesker der ender på min briks med den samme lidelse, med al sandsynlighed, vil modtage forskellige behandlinger.

 

Dette får de, fordi mennesker er forskellige, har forskellige baggrunde, forudsætninger og især fordi de oftest har forskellige årsager, til at få de symptomer de har.

 

Er der primært en fysisk årsag til lidelsen, skal tilgangen være helt forskellig fra tilfældet, hvor årsagen er følelsesmæssig. Og er der andre tilstande i kroppen, der også skaber ubalancer end den ”primære diagnose”, er jeg som behandler nødt til at forholde mig til dette også for at kunne give en virksom og personlig behandling.

Når 1,3 mio. danskere vælger at bruge penge hos komplementære behandlere i stedet for at modtage en gratis behandling gennem det offentlige system, er det min opfattelse, at det ofte er begrundet i ønsket om at blive set som et helt menneske med en historie, livsomstændigheder, følelser og detaljerede fysiske parametre, der ikke passer ind i systemets evidensbaserede kassetænkning og placering i formstøbte bokse.

 

Det er derfor ikke alle erkendelser, der kan opnås gennem evidensbaserede fremgangsmåder. Nogle erkendelser skal opnås gennem empati, indføling og intens sansning af nuancer i udtryk, udstråling og rent fysisk i kroppens væv.

 

Påstår man andet siger man samtidig indirekte, at 1,3 mio. danskere er dumme nok til at lade sig narre og ikke har fornemmelse for deres egens krops reaktioner. Man siger desuden, at 1,3 mia. kinesere, der har brugt de sidste 1000 år på at udvikle deres traditionelle kinesiske medicin gennem massive mængder empiri og menneskelig nysgerrighed, er totalt galt afmarcheret. Det er i øvrigt den traditionelle kinesiske medicins tilgang til kroppen, der er grundlag for størstedelen af den komplementære behandling i Danmark.

 

Når jeg lytter til og læser artikler af Morten Elsøe, får jeg fornemmelsen af, at alt der ikke er bevist, ikke er sandt. Dette giver det komplementære felt et stort problem.

Der vil nok aldrig være nogen, der formår at bevise, at det vi gør, er ”virksomme indsatser” og ikke blot ”skaber illusionen om bedring for en stund, men rent faktisk intet gør”, som Morten Elsøe formulerer det. Der bliver nemlig ikke smidt forskningsmidler for milliarder i retning af det komplementære behandlerfelt. Hvem skulle da også betale regningen? Medicinalindustrien har ingen interesse, da der ingen indtjeningsmuligheder er her. Det offentlige viser kun lille interesse, men har systemer til ansøgning af forskningsmidler, der næsten umuliggør, at de mikroskopiske spillere af komplementære behandlere, kan komme i nærheden, da det kræver enormt meget tid samt menneskelige og økonomiske ressourcer.

Måske det offentlige skulle interessere sig mere for de kæmpe sundhedsmæssige gevinster, der gemmer sig her, hvis dette billede skal ændre sig.

 

Jorden var også rund før det blev bevist. Rygning var også dødsens farligt, mens der kun var indicier der pegede i den retning. Og komplementær behandling, som blandt andet Body SDS er en del af, er livsændrende for tusindvis af mennesker (læs mere om dette her), selvom der endnu ikke foreligger evidens.