Det er ikke specielt sjovt lige nu. Mange kender nogle der har været meget syge eller har måske selv været ramt, økonomien er presset både nationalt, internationalt og ikke mindst i det enkelte hjem rundt om i landet, hvor mistede jobs, nedlukning af selvstændige og konkurser har ramt rigtig mange.

Alle symptomerne på krisen kan du læse masser om i hele nyhedsbilledet – så det er ikke, det du kan læse om her.

Her kan du til gengæld læse mit bud på de gavnlige og positive ting, vi kan tage med os ud af krisen, hvis vi giver os selv lov til at lægge fokus på det lyse spektrum.

  1. Nærhed og kærlighed

Skilsmisseraterne er efter sigende steget ganske gevaldigt under Covid19, men for dem der har sunde familieforhold baseret på kærlighed til og respekt for hinanden, har det været en lejlighed til at være sammen langt tættere og i langt mere tid end en travl hverdag. For mit eget vedkommende har jeg været så heldig at få lov at se nye sider af mine børn. Både i deres samspil og i deres måde at gå til skoleopgaver på har de vist mig træk, som jeg i høj grad både kan glæde mig over, men som jeg også kan bruge til at hjælpe med at tackle deres frustrationer og problemer i tiden fremover.

Tiden til kærligheden har også været til stede. Tænk at kunne sige søde ting til sin partner både formiddag, eftermiddag og aften. Tænk at kunne gøre hinanden tjenester og sende smil og kærlige blikke. Tænk at kunne tage en gåtur sammen en formiddag og få snakket om løst og fast. Kort sagt har det at gå op af hinanden været en mulighed for at genopdage, hvad det var vi i sin tid forelskede os i. Og ikke mindst har det været en mulighed for at finde ud af, at det rent faktisk virker at have fokus på at gøre kærlige handlinger.

 Kærligheden og nærheden til vores partner og børn kan blomstre igen, hvis vi tager disse gode vaner og erfaringer med os på den anden side

  1. Tid

Denne gode ting er jo nok mest til dem, der ikke har skulle passe to jobs: både deres eget og et nyt job som uuddannet lærer eller pædagog.

Men hører du til gruppen af enlige, der ikke skal afsted på arbejdspladsen, gruppen af selvstændige der er lukket ned eller blot en af dem, der har fået ryddet en ellers tæt pakket kalender, så der nu er gabende tomt i samtlige weekender, ja, så har du fået fingrene i noget af den eksklusive valuta, som alt for mange mennesker i vores samfund sukker efter: TID

Vi lever i en tid, hvor det er muligt at være på døgnet rundt. Og det er noget mange mennesker udnytter til fulde. Det er på godt og ondt, men her er fokus på at når du ikke er ”på” hele tiden, vil din krop komme i en helt anden tilstand. En tilstand med ro, øget kreativitet, et nervesystem som slår over på ”parasympaticus”, som er vores rolige nervesystem, og som er ansvarlig for fordøjelse, restitution, helbredelse og såmænd også seksuelle drifter.

Din krop kan altså pludselig langt mere effektivt få dig til at føle mere balance, færre gener og skavanker og få dit sexliv til at blive naturligt. Ikke dårligt, vel?

Rigtig positivt er det, hvis du har mærket denne her subtile følelse af balance i en tid med mindre ”tryk på”. For så ved du, hvordan det skal føles, når kroppen ikke er i permanent stresstilstand. Vores kroppe er designet til kortvarige stressbelastninger og derefter ro. Det er så absolut ikke sådan, vi har indrettet os i vores ”normale” hverdag. Så tag TIDEN med ind i perioden efter Corona!

Både dit helbred og humør vil takke dig.

  1. Udeliv

Ingen fester og familiesammenkomster, ingen museer eller biografer. Hvor skal vi så gå hen? En tur i skoven viser, at rigtig mange mennesker er nået frem til det samme svar: Ud i naturen.

Naturen har mange gavnlige effekter på vores krop. Faktisk så gavnlige at man i flere lande udskriver gåture i naturen på recept, og i Japan er begrebet ”skovbadning” både et etableret forskningsområde og en bredt anerkendt metode til bedre helbred.

Et par interessante fakta: Når det menneskelige øje ser blå nuancer, skaber det en følelse af ro, fred og stilhed. Blå kan dæmpe tankerne og gøre dig mere nærværende, og så gør det vores åndedræt mere roligt og vi blinker sjældnere. Tegn på at vores krop er tryg og er slået over på det rolige parasympatiske nervesystem.

Når det kommer til de grønne nuancer, viser det sig, at øjnene foretrækker at hvile på noget grønt. Kroppen går altså i en form for restitutionsproces, når vi er i meget grønne omgivelser, hvor harmoni og ro er fremtrædende.

Og hvorfor så det? Skov har været lig med mad, blå himmel lig med roligt og klart vejr og vand har været lig med drikkelse og overlevelse. Smart at lade kroppen få det dejligt i disse omgivelser – det har nemlig skabt en drift mod at være på steder med store overlevelseschancer.

Og den gode nyhed er, at det også virker på vores moderne stressede kroppe. Hormoner der hjælper dig til mere ro og balance bliver udskilt i stor stil, så det er bare at tage imod!

Og så lige lidt om skovbadning: I Japan har de dyrket shinrin-yoku, som det hedder på japansk, siden 80’erne. Skovbadning er ikke ”bare” en gåtur i skoven, men er en langsom og nærværende måde at være i naturen på. Man anbefaler at gå med 1-2 km/t., holde pauser, hvor man sanser intenst og generelt tage sig tid. Særlige naturområder er certificeret ud fra strenge kriterier, særlige træer der udskiller særligt gavnlige æteriske dufte fremmes, og der uddannes shinrin-yoku vejledere. Og dette er ikke bare for sjov. For forskningsresultaterne taler deres tydelige sprog:

Immunforsvaret bliver styrket, blodtryk og blodsukker falder til sunde niveauer, synet bliver bedre, smerter bliver mindsket og humør, velvære og kreativitet bliver forbedret.

Forhåbentlig har du også været i naturen i denne Coronatid, og forhåbentlig kan du tage denne gode vane med dig videre. Måske en gang biograf med bland-selv-slik kan skiftes ud med en tur i skoven med familien? Jævnlige ture i naturen er i hvert fald en fantastisk vane at tillægge sig!

Måske du tager en eller flere af disse ting med dig. Måske du tager nogle helt andre ting med videre.

Mit opråb og ønske for dig er i hvert fald, at du slipper modstanden mod situationen og lægger mærke til, at i selv de hårdeste tider, er der meget godt at finde, hvis vi giver os selv lov til at lede efter det og fokusere på det!

Pas godt på dig selv og hinanden og kom godt og styrket ud på den anden side.